Dante Alighieri - La Divina Commedia - Inferno - Canto 01
Chr. K. F. Molbech - Guddommelige Komedie - Helvede - Sang I

Paa Midten af vor Bane gennem Livet
jeg fandt mig i en Skovs bælgmørke Sale,
forvildet fra den Vej, som var mig givet.

Ak, hvilken Byrde haard det er at tale
om hvordan Skoven var, den vilde, øde!
Min Skræk ved Tanken kaldes op af Dvale.

Knap mere besk det var mig om jeg døde;
dog vil jeg for det Held, jeg fandt, tillige
alt andet nævne, som mig der gav Møde.

Hvordan jeg kom derind, jeg kan ej sige;
saa mægtig havde Søvn mig overvældet,
at fra den rette Vej den lod mig vige.

Men da jeg kommen var til Grænseskellet
af Dalen, som i Skræk mit Hjerte stedte,
og stille stod forneden, under Fjeldet:

jeg skued op og saa' dets Skuldre klædte
med Glans af den Planet, som allesinde
paa Livets Veje viser os tilrette.

Da følte jeg hin Angest lidt forsvinde,
der længe med mit Hjertes Sø var blandet,
mens jeg om Natten ynksomt gik i Blinde.

Som den, der frelst fra Skibbrud staar paa Sandet,
og mod det farefulde Hav sig vender,
og ser tungt aandende ud over Vandet:

Saa vendte sig min Sjeel, og Blikket sender
den endnu flygtende mod Skovens Rige,
som ingen før slap levende af Hænder.

Snart følte jeg mit Legems Træthed vige,
og mens den faste Fod jeg lavest sætter,
opad den øde Høj jeg vilde stige.

Men se! just der, hvor Højens Fod sig retter,
en Panter springer mod mig let og fage,
iført et spraglet Skind med mange Pletter.

Den lod sig af mit Aasyn ej bortjage,
men hindred tværtimod min Gang saalunde,
at jeg mig vendte for at gaa tilbage.

I Tiden led det imod Morgenstunde;
jeg Solen saa' med samt de Stjerner stige,
som var med den, da Gud de første Grunde

bevæged selv til Verdens skønne Rige.
Og om hint Dyr med plettet Skind indgøde
de gode Varsler mig godt Haab, at sige:

Aarstiden og den hulde Morgenrøde;
dog ej saa godt, at jo min Frygt sig hæved
paany, da mig en Løve kom imøde.

Fremad den skred, retsom mit Liv den kræved,
højt knejsende, af rædsom Hunger plaget;
det var som Luften selv af Angest bæved.

Og en Ulvinde skued jeg, der jaget
af alle Lyster, mager frem sig listed;
den har alt meget Folk med Kummer slaget.

En Tunghed svar med Angesten jeg fristed
ved Synet, saa alt Haab om Bjergets Tinde
engang at skulle naa, jeg modløs misted.

Og som den Mand, der gerne Gods vil vinde,
naar Timen kommer, som til Tab ham vier,
med al sin Tanke'græder, mod i Sinde:

Saa gik det mig, da paa de øde Stier
hint Udyr uden Fred mig drev tilbage
lidt efter lidt derhen, hvor Solen tier.

Men som jeg nedad styrtede med Klage,
kom der mig pludselig en Mand imøde,
saa hæs som En, der tav i mange Dage.

Da ham jeg skued i det store Øde,
jeg skreg: Hav Medynk, hvo du end kan være,
Mand, eller Skyggebilled fra de Døde!

Han svared: »Fordum var jeg Mand med Ære;
min Slægt er runden af lombardisk Kilde,
fra Mantua stammed mine Frænder kære.

Jeg fødtes under Julius, skønt silde
og dengang Pris de falske Guder nøde,
i Rom jeg leved med August, den milde.

Jeg Digter var, og mine Sange løde
om Sønnen af Anchises, der med Hæder
kom hid, da Trojas Stolthed var lagt øde.

Men du, hvi flygter du til Sorgens Steder?
Hvi vil det fagre Bjerg du ej bestige,
Grund og Begyndelse til alle Glæder?"

Saa er du hin Vergil, hint Væld det rige,
hvis Tale strømmer ud i Floder klare,
begyndte jeg med Ærefrygt at sige;

Du Lys og Hæder for Poeters Skare!
O lad min Flid, den Kærlighed, jeg bærer
til dine Sange, fri mig nu af Fare!

Du ene var min Mester og min Lærer,
af dig alene lærte jeg at kende
den skønne Stil, hvorfor mit Folk mig ærer.

Mod Dyret, som mig tvang min Fod at vende,
og til at skælve faar min Puls og Aare,
o vidtberømte Vismand, Hjælp du sende! -

"En anden Vej, end denne, maa du kaare,
vil du gaa fri af Skovens vilde Haller!«
gav han til Gensvar, da han saa' min Taare.

»Ulvinden, for hvis Skyld om Hjælp du kalder,
vil ej at nogen anden skal betræde
dens Vej, men trænger ham, til død han falder.

Saa fæl er dens Natur, saa ond dens Glæde,
at ej dens lystne Vilje Mæthed kender,
og mer den hungrer hver Gang den faa Æde.

Med mange Dyr den parrer sig, og vender
sig gridsk mod fler, til fjerne Tider skikke
den Mynde, for hvis Tand Vilddyret ender.

Med Visdom, Kærlighed og Kraft, og ikke
med Jord og Med Metal, skal han sig føde,
hans Land fra Feltro skal til Feltro ligge.

Han vorder det Italiens Morgenrøde,
for hvilket før Camilla kom af Dage,
Turnus, Eurialus.og Nisus døde.

Fra By til By skal han Ulvinden jage,
til den i Helved er, hvor den har hjemme,
hvorfra først Avind voved den at drage.

Thi vil jeg til dit Bedste nu bestemme,
at du skal følge mig, jeg vil dig lede
herfra igennem Evighedens Gemme.

Der skal fortvivlet Hyl du høre nede
og Klager fra de Gamles Aander lyde,
der om den anden Død med Jamren bede.

Derpaa du andre skue skal, som fryde
sig midt i Flammer ved det Haab at komme
engang til dem, der Saligheden nyde.

Vil siden op du stige til de Fromme,
da skal der gives dig en Sjæl til Fører,
mer værdig end jeg selv - min Tid er omme.

Thi Herskeren, hvem Himlens Stad tilhører,
vil ej, at jeg dens Tærskel maa betræde,
fordi jeg mod hans Love var Oprører.

Han hersker overalt; der er hans Sæde,
der er hans Trones Himmeltrin udspændte -
o, salig den, han kalder til sin Glæde!«

Jeg mæled: Ved den Gud, du ikke kendte,
besværger jeg dig, Skjald! min Bøn at høre;
frels mig fra Farerne, som her mig vente!

Hen til det Sted, du nævned, du mig føre,
at jeg kan se de Sorrigfuldes Bolig
og komme til Sact Peders høje Døre.

Da gik han forud og jeg fulgte trolig.

list operone